Om Klokkerholm dyrepark
Hjemvendt til vores barndomsegn og med lyst til at kaste os ud i et fælles projekt, begyndte vores rejse mod Klokkerholm Dyrepark.
Sideløbende med at vi gjorde det gamle stuehus beboeligt, anskaffede vi os de første dyr. Siden kom mange flere til, og vi tilbragte pludselig al vores tid herude. Huset i Hjørring blev lejet ud, siden solgt, og så tog idéer og proces fart. Vi flyttede fast til Kærsigvej 2 i september 2019.
Vores faglige baggrunde som henholdsvis håndværker og pædagogisk uddannet gav grobund for mange kreative og praktiske drømme og visioner, og støt og roligt kom tanken om en dyrepark. Vi gik i gang med at vælte gamle bygninger, indhegne, bygge stalde, indkøbe nye dyr og i det hele taget indrette stedet. I dag, mange erfaringer og oplevelser rigere, glæder vi os til at byde gæster velkommen til endnu en sæson i vores lille uslebne perle.
Christina Bak
Christina Bak er uddannet folkeskolelærer. Hun er født og opvokset i Hjallerup og glædes over at komme “hjem” igen.
Lars Jungersen
Lars Jungersen er uddannet VVS-tekniker. Han har fundet tilbage til sin fødeegn, og han glæder sig nu til livet på landet.